Foto Shutterstock.
Oversatt fra dansk – Innlegget kan leses på dansk lengre ned i artikkelen
Av Tobias Petersen – sosiolog, redaktør Reelligestilling.dk
Debattinnlegg formidler ikke Mannsforums-nettavis sitt offisielle syn, men representerer i sin helhet skribentenes personlige meninger.
Feminister kan ikke si #MenToo, Ayaan Hirsi Ali
I et innlegg i The Spectator slår den somalisk fødte menneskerettighetsaktivisten og forfatteren Ayaan Hirsi Ali til lyd for at feminismen skal anerkjenne menns likestillingsproblemer.
Når feminismen ikke gjør det i dag, skyldes det ifølge Ali at store deler av den moderne feminismen er mer opptatt av hevn enn av likestilling.
”Mye av den moderne feminismen – og jeg ønsker å understreke at jeg på ingen måte har til hensikt å bagatellisere alle moderne feminister – synes å være mere interessert i hevn enn i rettferdighet. Der fortidens feminister fokuserte på å oppnå juridisk og sosial likestilling mellom menn og kvinner, ønsker for mange i dag makt i stedet for reell rettferdighet”, skriver hun.
Det er ifølge Ali feil vei å gå. Feminismen må droppe sitt hevnmotiv og begynne også å interessere seg for menns problemer. For at det kan la seg gjøre, må feminismen ”gjenoppdage sine universelle idealer” og anerkjenne at ”også menn er ofre for kjønnsulikestilling”, oppfordrer hun.
På papiret lyder det godt. Alis analyse er korrekt så langt, i all vesentlighet interesserer den moderne feminisme seg ikke for menns problemer. Som Ali påpeker, sier slagordet ’the future is female’ mye om den moderne feminismes tanker om hvilket kjønn samfunnet skal innrettes mot.
Men Alis drøm om en feminisme som inkluderer menns problemer, er illusorisk. Selv hvis den feministiske bevegelse ønsket det – og det er et spørsmål for seg – ville det ikke være mulig.
Feminisme er ikke en ’tom’ teori som eksisterer løsrevet fra det samfunnet den analyserer og beskriver. Den er ikke som matematik et sett av regler som gjelder på tvers av tid og sted. Den er ikke universell, men partikulær. Den er en teori om kvinners væren i verden.
Feminismens utgangspunkt i kvinners posisjon gjør det mulig for den å fortelle hvordan verden ser ut gjennom kvinners øyne. På den måten bidrar den med viten og perspektiver som kun den kan skape. Når den er på sitt beste, gjør den oss klokere på en verden som halvparten av oss ikke har kroppslig erfaring med.
Utgangspunktet i kvinners posisjon betyr imidlertid samtidig at feminismen alltid ser på menn utenfra. Mannen er for feminismen alltid mannen slik han ser ut fra kvinners perspektiv. Hans atferd analyseres fra et risikoperspektiv, fordi mannen for kvinner utgjør en risiko. Hans lengsler og drømmer analyseres fra et maktperspektiv, fordi mannen for kvinner er en potensiell undertrykker. Slik tegner feminismen et bilde av mannen som i beste fall er en utilstrekkelig karikatur. Mannen er for feminismen hva katten er for musen. Men på samme måte som med katten, er mannen mer enn det.
Ta menns seksualitet som eksempel. Det er ikke merkelig at menns seksuelle atferd kan virke truende for kvinner. Ser man på mannen fra kvinnens perspektiv, gir det mening å betrakte hans seksualitet som en eksistensiell trussel. Mannen er fysisk sterkere og kan tvinge sin vilje gjennom. Samtidig er det kvinnen som bærer konsekvensene av sex, når det fører til graviditet.
Men hvor ble mannens perspektiv av i den analysen? Hvor er interessen for hva kvinner er for ham? Hva de gjør ved ham? Hva han tenker om dem? Hvor er beskrivelsen av hans drømmer og lengsler? Hvor er forståelsen av verden slik den ser ut gjennom hans øyne? Den er ikke der, for den kan ikke være der. Musen kan ikke se katten slik katten ser seg selv.
I februar forsøkte to menn i en podkast å løfte litt på sløret for hva kvinner er for menn. Resultatet var ikke godt. De to, den norskfødte forfatteren Kim Leine og sjefredaktøren for Weekendavisen, Martin Krasnik, ble møtt med sinne og forargelse etter at de hadde delt deres tanker med offentligheten.
I podkasten snakket de blant annet om at når man møter en vakker kvinne, forestiller man seg hvordan hun ser ut naken og hvordan det vil være å ha sex med henne. Det kan skje flere ganger om dagen og er normale tanker for de fleste menn, fastslo de.
De snakket også om voldtektsfantasier. ”Hvor mange menn har ikke drømt om å komme i krig, ende i ukjent territorie og så innta et hus og så voldta hele banden? Det har jeg ofte drømt om”, sa Kim Leine.
Overfor Ekstra Bladet understreket Kim Leine etterpå viktigheten av å skjelne mellom fantasi og virkelighet. ”Min påstand er at alle har fantasier. Men det er forskjell på fantasier og lyst. Jeg har ikke lyst til at voldta noen. Jeg kan for eksempel ha fantasier om å begå selvmord, slå noen ihjel, få kreft eller komme i fengsel”, sa han.
I den offentlige debatten ble samtalen avfeid med ord som ”ekkel” og ”uhyggelig”. Få kom lengre enn til å ta avstand fra hva de to mennene hadde sagt. Deres tanker blev krøllet sammen og kastet vekk.
Saken er et eksempel på hvorfor feminisme ikke kan ta menns problemer like alvorlig som kvinners, slik Ayaan Hirsi Ali forestiller seg. Det er feminismens utgangspunkt i kvinnens posisjon som går igjen i reaksjonene på podkasten fra Line og Krasnik. Når deres utsagn er ”uhyggelige”, er det fordi de betraktes utenfra. Man er ikke i stand til å sette seg i deres sted og forstå deres tanker. Man er opptatt av hvilken risiko de utgjør.
Dette perspektivproblemet går igjen på tvers av sfærer. Mannen er for feminismen aldri ”mannen for seg”, men alltid ”mannen for kvinnen”. Alltid objekt, aldri subjekt. Det er feminismens begrensning, det er sluttpunktet for dens rekkevidde. Feminismen kan ikke forstå menn som menn, fordi menn for feminismen alltid er hva menn er for kvinner.
Det er et problem av teknisk karakter. Feminisme er av kvinner, om kvinner, for kvinner. Det er feminismens styrke og berettigelse. Men det er samtidig årsaken til at en feminisme basert på ”universelle idealer”, som forstår menns problemer på like fot med kvinners, ikke er mulig.
En teori som ser på verden gjennom kvinners øyne, kan ikke, selv hvis den ville, forstå hvordan verden ser ut gjennom menns. Derfor kan den heller ikke, uansett et eventuelt ønske om det, ta menns problemer like alvorlig som kvinners. Det ville forutsette hva som er umulig; at den var i stand til at sette seg i menns sted og forstå menns problemer fra menns perspektiv.
Dansk versjon av Tobias Petersens artikkel:
Feminister kan ikke sige #MenToo, Ayaan Hirsi Ali
I et indlæg på The Spectator slår den somalisk fødte menneskerettighedsaktivist og forfatter Ayaan Hirsi Ali til lyd for, at feminismen skal anerkende mænds ligestillingsproblemer.
Når feminismen ikke gør det i dag, skyldes det ifølge Ali, at store dele af den moderne feminisme er mere optaget af hævn end af ligestilling.
”Meget af den moderne feminisme – og jeg ønsker at understrege, at jeg på ingen måde har til hensigt at nedgøre alle moderne feminister – synes at være mere interesseret i hævn end i retfærdighed. Hvor fortidens feminister fokuserede på at opnå juridisk og social ligestilling mellem mænd og kvinder, ønsker for mange i dag magt i stedet for reel retfærdighed,” skriver hun.
Det er ifølge Ali den forkerte vej at gå. Feminismen skal slippe sit hævnmotiv og begynde også at interessere sig for mænds problemer. For at det kan lade sig gøre, må feminismen ”genopdage sine universelle idealer” og anerkende, at ”mænd, også, er ofre for kønsuligestilling,” opfordrer hun.
På papiret lyder det godt. Alis analyse er korrekt så langt, at den moderne feminisme i al væsentlighed ikke interesserer sig for mænds problemer. Som Ali påpeger, siger sloganet ’the future is female’ meget om den moderne feminismes tanker om, hvilket køn samfundet skal indrettes til.
Men Alis drøm om en feminisme, der inkluderer mænds problemer, er illusorisk. Selv hvis den feministiske bevægelse ønskede det – og det er et spørgsmål for sig – ville det ikke være muligt.
Feminisme er ikke en ’tom’ teori, som eksisterer løsrevet fra det samfund, den analyserer og beskriver. Den er ikke, som matematik, et sæt af regler, som gælder på tværs af tid og sted. Den er ikke universel, men partikulær. Den er en teori om kvinders væren i verden.
Feminismens udgangspunkt i kvinders position gør det muligt for den at fortælle, hvordan verden ser ud gennem kvinders øjne. Herved bidrager den med viden og perspektiver, kun den kan skabe. Når den er bedst, gør den os klogere på en verden, halvdelen af os ikke har kropslig erfaring med.
Udgangspunktet i kvinders position betyder imidlertid samtidig, at feminismen altid ser på mænd udefra. Manden er for feminismen altid manden, som han ser ud fra kvinders perspektiv. Hans adfærd analyseres fra et risikoperspektiv, fordi manden for kvinder udgør en risiko. Hans længsler og drømme analyseres fra et magtperspektiv, fordi manden for kvinder er en potentiel undertrykker. Derved tegner feminismen et billede af manden, som i bedste fald er en utilstrækkelig karikatur. Manden er for feminismen, hvad katten er for musen. Men ligesom katten er manden mere end det.
Tag mænds seksualitet som eksempel. Det er ikke mærkeligt, at mænds seksuelle adfærd for kvinder kan virke truende. Ser man på manden fra kvindens perspektiv, giver det mening at betragte hans seksualitet som en eksistentiel trussel. Manden er fysisk stærkere og kan tvinge sin vilje igennem. Samtidig er det kvinden, der bærer konsekvenserne af sex, når det fører til graviditet.
Men hvor blev mandens perspektiv af i den analyse? Hvor er interessen for, hvad kvinder er for ham? Hvad de gør ved ham? Hvad han tænker om dem? Hvor er beskrivelsen af hans drømme og længsler? Hvor er forståelsen af verden, som den ser ud gennem hans øjne? Den er der ikke, for den kan ikke være der. Musen kan ikke se katten, som katten ser sig selv.
I februar forsøgte to mænd i en podcast at løfte lidt af sløret for, hvad kvinder er for mænd. Resultatet var ikke godt. De to, den norskfødte forfatter Kim Leine og chefredaktør for Weekendavisen, Martin Krasnik, blev mødt med vrede og forargelse, efter de havde delt deres tanker med offentligheden.
I podcasten talte de blandt andet om, at når man møder en smuk kvinde, forestiller man sig, hvordan hun ser ud nøgen, og hvordan det vil være at have sex med hende. Det kan ske flere gange om dagen og er er normale tanker for de fleste mænd, fastslog de.
De talte også om voldtægtsfantasier. ”Hvor mange mænd har ikke drømt om at komme i krig, ende i ukendt territorie og så vælte et hus og så voldtage hele banden? Det har jeg tit drømt om,” sagde Kim Leine.
Over for Ekstra Bladet understregede Kim Leine efterfølgende vigtigheden af at skelne mellem fantasi og virkelighed. ”Min påstand er, at alle har de fantasier. Men der er forskel på fantasier og lyst. Jeg har ikke lyst til at voldtage nogen. Jeg kan for eksempel have fantasier om at begå selvmord, slå nogen ihjel, få kræft eller komme i fængsel,” sagde han.
I den offentlige debat blev samtalen affejet med ord som ”ækel” og ”uhyggelig”. Få kom længere end til at tage afstand fra, hvad de to mænd havde sagt. Deres tanker blev krøllet sammen og smidt ud.
Sagen er et eksempel på, hvorfor feminisme ikke kan tage mænds problemer lige så alvorligt som kvinders, sådan som Ayaan Hirsi Ali forestiller sig. Det er feminismens udgangspunkt i kvindens position, der går igen i reaktionerne på Line og Krasniks podcast. Når deres udsagn er ”uhyggelige”, er det, fordi de betragtes udefra. Man er ikke i stand til at sætte sig i deres sted og forstå deres tanker. Man er optaget af, hvilken risiko de udgør.
Dette perspektivproblem går igen på tværs af sfærer. Manden er for feminismen aldrig ”manden for sig”, men altid ”manden for kvinden”. Altid objekt, aldrig subjekt. Det er feminismens begrænsning, slutpunktet for dens rækkevidde. Feminismen kan ikke forstå mænd som mænd, fordi mænd for feminismen altid er, hvad mænd er for kvinder.
Det er et problem af teknisk karakter. Feminisme er af kvinder, om kvinder, for kvinder. Det er feminismens styrke og berettigelse. Men det er samtidig årsagen til, at en feminisme baseret på ”universelle idealer”, som forstår mænds problemer på lige fod med kvinders, ikke er mulig.
En teori, der ser på verden gennem kvinders øjne, kan ikke, selv hvis den ville, forstå, hvordan verden ser ud gennem mænds. Derfor kan den heller ikke, uanset et eventuelt ønske herom, tage mænds problemer lige så alvorligt som kvinders. Det ville forudsætte, hvad umuligt er: at den var i stand til at sætte sig i mænds sted og forstå mænds problemer fra mænds perspektiv.