Debattinnlegg formidler ikke MannsForum eller nettavisens offisielle syn, men representerer i sin helhet skribentenes personlige meninger
I min bog ”Vi vil have vores fair andel!” (Gyldendal. Medvirken Torsten Skov) og i brede dele af pressen har jeg i vinteren 2020/21 vist, at der netop i disse år i Danmark er opstået en fifty-fifty-kultur, der – endog via lovstridige procedurer og regler – baner vej for kvinder på topposter’ ofte legitimeret med pseudovidenskabelige argumenter om at bekæmpe ’negativ bias’, om mangfoldighedens velsignelser og om det demokratiske i ’kønsbalance’.
For mig rejser denne situation især ét vigtigt spørgsmål: Hvordan har en så omfattende disksurs med tilhørende institutionalisering inden for forskning, kultur, politik og ledelse kunnet blive listet igennem uden de store sværdslag? Hvordan kunne kvinden fra at blive adresseret af det offentlige som en autonom statsborger udvikle sig til at blive indlejret i en parallelkultur med praksisser og programmer med henblik på beskyttelse via særbehandling?
Det overraskende svar er, at vi senmoderne mennesker ikke er så forskellige fra vores tidligt-moderne forfædre, som vi gerne vil tro. Kvindesynet fra omkring år 1900 lever videre i nye klæder. Vi er i nutiden igen på vej ind i en beskyttelseskultur, hvor der af mænd kræves særlige hensyn i omgangen med kvinder for at skærme dem mod samfundets råhed og livets snubletråde. Og ligesom dengang er det også i nutiden i høj grad blandt kvinder, at der kæmpes for en særstatus. Lad os se nærmere på det med Danmark som eksempel.
I 1886 udgav den danske mester i takt og tone Emma Gad en bog med titlen Man skal aldrig. Bogen drejer sig i høj grad om krav til mænds omgangsformer med de finere lags kvinder i denne gentleman’ens tidsalder. Her er blot nogle få eksempler fra Man skal aldrig: ”Man skal aldrig gaa foran en Dame ind eller ud ad en Dør. ”Man skal aldrig tage Plads før Damerne.” Man skal aldrig glemme at rejse sig, naar en Dame træder ind.” ”Man skal aldrig glemme, at en Dame altid har en privilegeret Fordring paa en Herres Opmærksomhed.”
De højt placerede kvinder fik status ved at gifte sig. Endnu i 1959 kunne sociologiprofessor Kaare Svalastoga i bogen Social rang og mobilitet karakterisere ægteskabet som den vigtigste “sociale elevator” for kvinder, eller med andre ord: “De fleste kvinder gifter sig, og de fleste kvinder bliver husmødre med samme sociale status som deres ægtemænd.”
Omkring år 1900 handlede kampen om kvinders relation til arbejdsmarkedet for datidens over- og middelklassekvinder ikke primært om at få adgang til arbejdsmarkedet, men i højere grad om det modsatte, at netop de skulle beskyttes mod tidens udbredte fysisk hårde, nedslidende og farlige udearbejde.
Omkring det tidspunkt skabte mødre og unge læger i fællesskab en kult omkring moderskabet, som betonede enhver kvindes naturgivne kærlighed til alle små væsner, ikke mindst deres egne, og som næsten helt koblede faren ud af det praktiske forældreskab. I den internationalt toneangivende bog Barnets Aarhundrede, der fra år 1900 og frem blev solgt i 1,5 million eksemplarer, vendte den svenske socialreformator Ellen Key sig kritisk mod de (få) eksisterende børneinstitutioner (‘asyler’) og priste moderkærligheden i høje toner: ”Moderen er den værdifuldeste Del af et Folk, saa værdifuld, at Samfundet fremmer sit eget højeste Vel ved at beskytte Modersyslerne”.
De finere lags kvinder blev godt nok løftet op på en piedestal, men kvinder blev samtidig ikke mindst i den biologiske forskning fremstillet som mindre rationelle, svage og mindre arbejdsduelige end mænd. Kvindernes pris for beskyttelse blev på disse felter en formynderisk talen ned til, og samtidig blev kvinder anset for at være mindre skikkede til de få interessante jobs, der trods alt var.
Det er noget af et paradoks, at de af fortidens mænd, der både af dem selv og deres ægtefæller omkring år 1900 blev opfattet som gentlemen, der tog eneforsørgerrollen på sig og beskyttede kvinderne mod datidens elendige arbejdsmarked, i nutidens kønsfortælling ensidigt bliver fremstillet som patriarker, der frarøvede kvinderne muligheden for at realisere sig selv i arbejdslivet.
Omkring år 2000 skabes der igen meget grove og indhegnende kønskonstruktioner. Nu skal kvinderne ikke beskyttes mod arbejdsmarkedet, de skal tværtimod ud på arbejdsmarkedet og gøre karriere i toppen ligesom de højest placerede mænd. Kvinder skal ikke længere gifte sig til at blive konsulinde Holm fra Matador, de skal selv være konsuler i nøjagtigt den samme andel som de mandlige konsuler.
Ligesom gentleman-koden omkring år 1900 primært var et overklassefænomen, er det også i dag blevet populært blandt en del topledere at støtte en ’elitefeminisme’ i betydningen, at de kvinder, der allerede har, skal mere gives: De kvinder, der er på vej op af karrierestigen, skal have et puf endnu længere op. For politikerne er der stemmer at hente, og for erhvervslederne er det topmoderne i deres branding-strategi at signalere ’diversitet’.
Spørgsmålet er, om ikke nissen flytter med, og 100 år gamle forestillinger om beskyttelse igen bliver aktiveret i nutiden. Det er igen kvinders evne til at føde børn, der hentes ind, når f.eks. formanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, argumenterer for særprogrammer for kvinder ved at henvise til, at ”det er kvinderne, der føder børn, tager mest barsel og lægger flest kræfter i familierne efterfølgende, hvorfor det kan være svært at etablere en forskerkarriere, der kræver langt mere end 37 ugentlige arbejdstimer.” (https://www.berlingske.dk/kronikker/hjaelp-til-kvinder-gavner-forskningen)
De ‘forstående’ mænd støtter forskellige særordninger, der skal kompensere for den påståede skjulte diskrimination. Typisk er det mænd, der selv har deres på det tørre: topdirektører, rektorer og bestyrelsesformænd, der lader „kønsdiversiteten’ blomstre på lavere niveauer, hvilket ikke rammer dem selv, men deres underordnede med ‘det forkerte køn’.
Sønnerne skal så at sige undgælde for fædrenes synder. I denne garderingspolitik peger toplederne på mænd lavere i hierarkiet, hvorved opmærksomheden afledes fra deres egen langt mere magtfulde position.
Både omkring år 1900 og i vores nutid bygger gentlemanideologien på, at kvinden er svag og bør hjælpes frem i livet. Kvinder må dog fra omkring år 2000 ikke længere italesættes som sarte, men derimod som forfordelte pga. de forhindringer, de formodes at møde. Omkring år 1900 betragtede de bedrestillede mænd kvinden som så fin, at det var gentlemanlike at åbne døren for hende. Nu påstås det, at døren til karrieren er låst, hvorfor kvinden igen må hjælpes med at blive lukket ind. Men er den låst?
Omkring år 1900 var man en gentleman, hvis man tog eneforsørgerrollen på sig og sikrede, at kvinden kunne tage sig af familie og barn gerne ved hjælp af tjenestefolk. I dag er man en gentleman, hvis man kæmper for, at kvinder kan komme frem i bussen på særlige vilkår.
Spørgsmålet er dog om nutidens gentlemen virkelig anser kvinder som ligeværdige, når de vil promovere kvinder ind i positioner lige under sig selv og på særlige vilkår. Disse mænd indstifter en paternalistisk magt ved at behandle kvinder som ’døtre’, der skal hjælpes frem i livet – ikke som jævnbyrdige. Når de ridderligt kritiserer det ’mandssamfund’, de selv er en del af, er det ikke for hårdført at tage imod slag uden at kny, men ’måske snarere af overbærenhed over for kvinder.
Alt i alt rejser spørgsmålet sig, om mange kvinder om 50 år vil tage afstand fra nutidens støttende og forstående gentlemen, der behandlede dem som porcelæn fremfor som ligemænd. Måske vil disse gentlemen – ligesom deres forgængere omkring år 1900 – en dag stå alene med ansvaret for nutidens kønskonstruktion, skønt den er skabt som et sært blandingsprodukt af feminister og gentlemen.
Bokanmeldelse av Hans Bondes bok: “Vi vil have vores fair andel!”
