Debattinnlegg formidler ikke Mannsforums eller nettavisens offisielle syn, men representerer i sin helhet skribentenes personlige meninger.
Av Professor dr.phil. Hans Bonde
I 1962 udgav den tyske socialfilosof Jürgen Habermas det skelsættende værk Borgerlig Offentlighed. I bogen argumenterede Habermas for, at demokratiet for det første fungerer via en offentlighed, hvor borgerne i fællesskab diskuterer emner af fælles interesse. For det andet ved, at alle mødes på lige fod, og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position. For det tredje skal i princippet alle temaer kunne vendes og diskuteres åbent ud fra mulige vinkler, uden at én vinkel har en ophøjet status. Og for det fjerde er det fælles mål at nå så tæt på sandheden som muligt frem for at kæmpe for snævre egeninteresser.
Den af Habermas beskrevne oprindelige borgerlige offentlighed gennemgik en strukturforvandling omkring år 1900, jvf. den tyske titel på hans bog Strukturwandel der Öffentlichkeit. I min nye bog ”Vi vil have vores fair andel!” På vej mod fifty-fift-kulturen (Gyldendal, 2020, medvirken: Torsten Skov) viser jeg, at den borgerlige offentlighed 100 år efter – fra årtusindskiftet – igen undergår en strukturforvandling. Hvor det i rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’rne handlede om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus, har det siden år 2000 handlet om vandringen gennem institutionerne for at overtage mindst 50 % af magtposterne. Den marginaliserede rødstrømpe er blev afløst af den mondæne karrierefeminist.
Den nye feministiske kvindeoffentlighed tenderer mod et omfattende brud på Habermas’ ideal om den borgerlige offentligheds funktionsmåde. Hvor Habermas priste ’det bedre argument’, hersker nu den ’bedre følelse’, der beror på kvinder og andre ’underprivilegeredes’ direkte adgang til sandheden pga. deres udsigtspost fra de formodede underprivilegeredes position.
Det bedre argument er ikke længere noget man skal diskutere sig frem til, det har man allerede, hvis man har det rigtige køn. Argumentets styrke er afløst af stærke følelser. Dømmekraft er afløst af følelseskraft. Den tvangfri samtale er passé, for dialogparterne skal på forhånd tvinges til at give forrang til det formodet marginaliserede køns følelser og dermed forbundne dybtfølte erfaringer.
Fælles for denne nye kvindeoffentlighed er, at der opereres med en uhæmmet partsinteresse, der skal modvirke mandssamfundets sammensværgelser med ’ubevidst bias’ og ophængning af barrierer som ’glaslofter’ over alt, hvor kvinder vil til tops. Ganske vist usynlige, men derfor desto mere snigende farlige. Lidt ligesom i marxismens velmagtsdage på de danske universiteter, hvor de, der ikke var enige i doktrinen mentes at lide af ”falsk bevidsthed”.
Som modvægt til den påståede ubevidste bias mod kvinder er der nu overalt indført en både formel og uformel ’positiv særbehandling’ af kvinder. F.eks. kæmpes der for en høj kvindeandel og ideelt set fifty-fifty-fordeling på prestigefyldte poster inden for nordiske bestyrelser, ved sammensætning af EU-Kommissionen og med jævne mellemrum også af vesteuropæiske regeringer.
I Danmark er 2020 blevet året med en hel bølge af favoriseringspolitik – inden for kunst og især forskning endog via lovstridige metoder. Samtidig foregår der et massivt statsligt pres på offentlige institutioner og private virksomheder for at opnå ’kønsbalance’ trods ligestillingslovenes ufravigelige krav om ikke at måtte sortere på køn.
Hele dette kvindelige favoriseringssystem legitimeres via en forestilling om, at det danner en modvægt til en omfattende negativ bias mod kvinder. Men er det korrekt? Jeg bad min statistiske kyndige makker på bogen, epidemiologen Torsten Skov, om at undersøge sagen. I bogen og i flere forskningsartikler er resultatet nu fremlagt: De danske og udenlandske undersøgelser af ubevidst bias hviler på en omfattende ’videnskabelig’ manipulation i den gode sags tjeneste. Hermed bliver myten om ’ubevidst bias’ det mest markante nutidige udtryk for en underbygget krænkelseskultur.
Ved feminismens postulat om en fiktiv og uophørlig maskulin modstand mod kvinder mistes noget helt centralt i Habermas’ vision for den borgerlige offentlighed: Tilliden mellem samfundsborgerne, der giver dem mulighed for at gennemføre en herredømmefri samtale med sandheden som eneste kriterium.
I dag afviser store dele af den feministiske offentlighed denne dialog ved på forhånd at miskreditere modparten som f.eks. ‘privilegieblind’ eller ’ude af stand til at forstå kvindekønnets trængsler’. Herved bliver debattørens køn frem for hans argumenter en barriere for hans adgang til den offentlige samtale og ’det gode selskab’, med mindre han snakker modparten efter munden.
Vedrørende den oprindelige strukturforvandling advarede Habermas mod, at politikere og befolkning efterhånden begyndte at orientere sig efter partilinjer og partipresse i stedet for at følge deres egen indre overbevisning. Gad vist, hvad han, hvis han igen skulle opdatere sit gamle værk, ville sige til den senmoderne tendens til kollektiv identitetspolitik, hvor der ledes med lys og lygte efter krænkelser af kvinder?
Den nye feministiske identitetspolitik er karakteriseret ved, at du skal være kvinde, før du er borger. Det sker i Danmark via kvindenetværk f.eks. på tværs af blokkene i Folketinget, inden for virksomheder, medier, kunst og forskning. Dertil kommer HR-afdelinger, kvindelitteratur, feministiske kvindeblade, og feministiske influencere. For ikke at tale om de meget store sværme af yderst sensitive feminister på internettet, der er parat til at slå ned på krænkelser. Denne omfattende kvindelige netværksdannelse sker interessant nok parallelt med en fordømmelse af stereotype kønskulturer, hvorved der altså må menes mandskulturer.
Den oprindeligt magtkritiske feminisme er nu selv blevet en magtinstans. Organisatorisk foregår der et meget tæt samspil med det offentlige, der ideologisk og økonomisk støtter kvindeorganisationer og kvinde/køns-forskningscentre. Endelig er der tale om stærke feministiske bastioner i Ligestillingsministeriets embedsværk, i det juridiske skilsmissesystem samt i forskellige feministiske virksomheder, der sælger information og udarbejder (tendentiøse) rapporter om, at kvinder er bedre ledere, og at flere kvindelige ledere øger indtjeningen.
Hvor Habermas kæmpede for den herredømmefri samtale vendt mod ikke mindst herremandens sidste ord i det aristokratiske samfund, skal vi i dag besinde os på at genskabe et til lejligheden opfundet ord, nemlig ’kvindedømmefri’ samtale, hvor det ikke er den ’bedre følelse’, men det bedre argument, der er gangbar mønt.
Artiklen er baseret på Hans Bondes bog ”Vi vil have vores fair andel!” På vej mod fifty-fift-kulturen under medvirken af Torsten Skov og med forord af juraprofessor Mads Bryde Andersen (Gyldendal)
Les Bokanmeldelsen av Hans Bondes bok ”Vi vil have vores fair andel!”